Aktieselskab
Aktieselskab er et erhvervsdrivende selskab hvor en eller flere deltagere, kaldet
aktionærer, ikke hæfter for selskabets gæld og forpligtelser
(begrænset hæftelse). Aktionærernes tab ved konkurs er begrænset
til værdien af deres indskud i form af tegnede eller købte aktier.
Aktieselskabsformen i Danmark
Et dansk aktieselskab reguleres i aktieselskabsloven og i selskabets vedtægter.
Alle aktieselskaber er registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Aktieselskaber skal anvende aktieselskab eller forkortelser heraf i deres navn.
Aktieselskaber og anpartsselskaber kaldes under ét for kapitalselskaber.
Kapitalkrav
Ved selskabets stiftelse udstedes aktier og der er krav om, at den nominelle
registrerede aktiekapital er mindst 500.000 kr. Den nominelle registrerede kapital
må herefter aldrig komme under 500.000 kr. medmindre den samtidig forhøjes
til 500.000 kr eller mere. Aktiekapitalen opstår enten ved kontant indskud
eller andre værdier end kontanter (apportindskud).
Ved af tab af halvdelen af kapitalen skal bestyrelsen indkalde til generalforsamling
inden 6 måneder. På generalforsamlingen skal bestyrelsen redegøre
for selskabets økonomiske stilling og om fornødent stille forslag
om foranstaltninger, der bør træffes, herunder selskabets opløsning.
Ledelse
Et aktieselskab ledes af en bestyrelse bestående af mindst 3 medlemmer.
Bestyrelsen ansætter en direktion bestående af et til tre medlemmer,
medmindre selskabets vedtægter kræver en større direktion.
Generalforsamlingen
Selskabets aktionærer gør deres indflydelse gældende på
generalforsamlinger, hvor der skelnes mellem ordinære og ekstraordinære
generalforsamlinger.
Generalforsamlingen vælger bestyrelsesmedlemmerne, bortset fra eventuelle
medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer. Generalforsamlingen vælger revisor,
der skal været statsautoriseret eller registreret.
Skat
Et A/S beskattes med 30 % af selskabets skattepligtige indkomst.